Anoraksi eller bulimi – Hvad skal jeg vælge?

Jeg ligger syg i disse dage og på trods af feber og kvalme, så forsvinder min sult ikke. Jeg har i mit 34 årige lange liv kun erindring om en enkelt sygdomsperiode hvor jeg ikke havde lyst til at spise. Nu ligger jeg her igen og fordeler mine portioner efter sense og kæmper med ikke at spise mere pga. kedsomhed. Det fik mig til at tænke på et indlæg jeg længe har overvejet at skrive og jeg håber i tager godt imod det.

Anoraksi eller bulimi – Hvad skal jeg vælge? Du tænker nok at jeg helt skal holde mig fra begge dele og helt ærligt? Det tænker jeg også! Når det så er sagt, så er det et reelt spørgsmål jeg stillede mig selv som 16-17 årig.

 

 

Den gang gik jeg på efterskole. Skolen var fyldt af unge helt forskellige mennesker -der var hippierne, der var nørderne, der var de utilpassede, de ambitiøse osv. Men der var kun en af de tykke og der var mig.

Når jeg kigger på billeder i dag ville jeg ikke karakterer mig selv som tyk den gang, men måske lidt buttet og jeg var bestemt ikke den eneste med den udfordring, jeg lagde nok bare ikke mærke til det. Min overspisning og mit lave selvværd blev desværre ikke der hjemme da jeg rejste der fra, den fulgte med i kufferten. På skolen var der stor selvstændighed, ingen kiggede os over skulderen når vi øsede op på tallerkenerne. Samtidig lå det en tankstation lige på den anden side af vejen fyldt med slik, chips osv + en grillbar længere nede af vejen. Det var et slaraffenland for en overspiser. På et tidspunkt indså jeg at det var et problem, hvis jeg blev ved med at spise på den måde så ville jeg for alvor blive tyk! Jeg satte derfor kraftigt ind på kosten, jeg begyndte faktisk at holde helt op med spise. Jeg tænkte at jeg ville have lettere ved at kontrollere min kost hvis jeg slet ikke spiste end hvis jeg skulle spise bare en smugle. Det gik meget få dage og så kunne jeg ikke undvære min mad! I stedet valgt jeg den anden grøft, nemlig bulimi. Det var mega smart tænkte jeg! “Nu kan jeg spise alt det jeg vil, jeg skal bare huske at kaste det op igen bagefter, så jeg ikke når at tage på.” Hmmm… Den løsning fungerede heller ikke. Okay det fungerede længere end et par dage, men ikke på den lange bane. Det var svært at skulle kaste op! Det der satte den endelige stopper, var en dag jeg havde spist en æggemad med mayonnaise og karry – det var SÅ ulækkert at kaste op igen! Forestil jer konsistensen og den fedtede masse der nærmest sad fast i halsen og jeg kæmpede med at få det ud. Den dag besluttede jeg mig for at bulimi heller ikke var noget for mig.

Omkring samme tidspunkt skulle vi alle skrive en stil med emnet ” ting jeg ikke kan sige nej til”
Jeg skrev hudløst ærligt om hvordan jeg ikke kunne sige nej til mad! Kan I lige forestille jer hvordan den blev taget i mod? Læreren gik selvfølgelig til min kontaktperson og jeg blev indkaldt til møde. De tilbød mig at støtte mig i mine kostvaner, hjælpe mig til de sunde valg og det fungerede vel egentlig okay, altså så længe jeg var til skolens måltider. Men følelser blev stadig ikke bearbejdet og min overspisning blev derfor ved med at leve inden i mig, nu havde jeg bare endnu et sted hvor jeg skulle skjule den fra, holde det hemmeligt, vise at jeg selvfølgelig kunne styre det, for det var jo mig selv der havde skreget på hjælp i min stil og så måtte jeg jo også vise at jeg selv gerne ville det her.

Nu 17-18 år efter er overspisningen stadig en del af mit liv, en del af min personlighed! Overspisningen har været så stor en medspiller i hvordan mit liv har formet sig at jeg ikke længere ser “den” og “jeg” som 2 adskilte ting, overspisningen er en del af mig, men heldigvis bliver den del mindre og mindre for hver dag, men den forsvinder nok aldrig

~MARIA~