Trøst af ben & jerry’s

Jeg har altid brugt mad som trøst. Og her mener jeg ALTID, eller ihvertfald så længe jeg kan huske. Jeg ved ikke præcis hvornår det startede, men mit første minde med uhensigtmæssigt spisning er tilbage fra da jeg var ca. 8 år gammel.

Jeg havde det svært med mig selv i skolen, mit selvværd var meget dårligt og jeg havde familieforhold der bare ikke gavnede en usikker sjæl. Jeg fandt hurtigt ud af at mad dulmede mine ubehagelige følelser og de år steg min vægt stødt. Når jeg kom hjem fra skole og græd fordi de andre børn drillede mig, vidste min mor ikke hvordan hun skulle trøste mig. I sin iver for at få mig i et bedre humør tilbød hun mig altid en is eller noget andet spiseligt. Jeg er sikker på at det aldrig har været hendes hensigt at tage den nemme løsning og proppe mig med mad, jeg tror heller ikke at hun kendte til konsekvenserne af hendes handlinger. Hun har simpelthen bare været en frustreret mor til et ulykkeligt barn og hun har brugt de redskaber hun vidste virkede.

Jeg fik skabt et mønster hvor maden blev en dominerende faktor i min liv, den blev min redning samtidig med at den blev min værste fjende. Min mad blev min selvmedicinering og senere udviklede jeg et sygeligt forhold til mad fyldt med overspisning, selvforagt og psykisk nedtur. Men det indlæg kommer senere.

Grunden til at jeg føler jeg bliver nødt til at fortælle om min trøstespisning er at jeg i fredags gjorde lige præcis det. Og samtidig blev jeg min mor et øjeblik, jeg forsøgte ganske simpelt at trøste min familie med slik, is og kage. Vores to hunde stak af i torsdags og i deres leg løb de ud foran en bil, begge blev ramt, den ene slap dog heldigere end den anden. I første omgang troede vi at begge hunde ville overleve uheldet, vi var til dyrelægevagten torsdag aften der rensede sår mm. Hun ville dog gerne have et røntgenbillede dagen efter for en sikkerheds skyld. Det fik hun og desværre vidste det sig at hele bagbenet var ødelagt, der var brud 4 steder og ledet var knust, de anbefalede ikke en operation. De var skrækkeligt! Jeg vendte hjem fra dyrlægen med en aflivet hund 😥 min mand græd da han skulle lave graven, mine børn brød sammen da jeg én efter én måtte fortælle den dårlige nyhed. Min hjerte var knust og jeg havde svært ved at rumme min egen sorg og stadig være stærk for mine børn der havde brug for mig. Jeg kørte ud og handle, men inden da havde jeg spurgt hver og én hvad de aller mest havde lyst til – “kunne du tænkte dig is?, hvad med kage? Du kan få lige hvad du vil have” og hvorfor gjorde jeg det? Fordi jeg ved at det trøster, mad trøster. Jeg vendte derfor hjem med bland-selv-slik, chokoladevafler, ben and Jerrys is mm.  Vi puttede os alle sammen i sofaer og lænestole og dæmpede smerterne med sukker.

Dagen efter var jeg utrolig vred på mig selv, ikke fordi jeg havde spist usundt, helt ærligt det skal jeg nok overleve og vægten skal nok falde med tiden trods alt! Men jeg bliver vred på mig selv over at jeg lod mit gamle mønster overtage, jeg lod mig selv trøste med mad og endnu værre projekterede jeg mit behov for trøstespisning over på mine børn. Jeg håber aldrig at de vil udvikle samme tankemønstre som jeg selv og jeg håber de vil finde redskaber til at tackle svære tider uden at mad vil blive en del af løsningen.

Til mine børn: ” Mad er et fysisk behov, ikke et psykisk” ❤

〰MARIA〰